Det var først et halvt år inden jeg tog på højskole i Løgumkloster, at jeg besluttede mig 100 % for, at det var det jeg ville. Jeg må indrømme, at jeg ikke tror på tanken om, at jeg som ene person kan gå ud og redde verden, men alligevel tror jeg, at man gennem (f.eks.) volontør arbejde, kan gøre en forskel! Jeg har et par gange under vores ophold herned stillet mig selv spørgsmålet; ”gør jeg en forskel?”.
Der er bestemt nogle gange, hvor man fristes til at stille spørgsmålet. Tidspunkter hvor jeg møder i skole, og der kun er 3 drenge i klassen. Elaine sagde godt nok som noget af det første, at hendes drenge lærte bedst ved individuel undervisning, og det må man da i den grad sige at de fik, da både Anne, Elaine og jeg er i klassen! Endnu bedre bliver det så, når den plus-minus 80 år gamle volontør kommer ind i klassen, og henter to af drengene fordi de skal til panfløjte, som p.s. (ifølge os) er et af de mest irriterende instrumenter der findes – specielt i nybegynderstadiet. Da antallet så på en god dag stiger til 4, sker det en onsdag, hvor der også er en fransk volontør (som er der hver onsdag). Denne specielle onsdag har hun en anden fransk kvinde med, som er med i ny og næ. Dvs., at klassen bestod af, 4 drenge, 2 franske volontører, Elaine og sidst men ikke mindst: Anne og jeg. Næsten en hel lektion brugte vi på ”computer class” som drengene er ret glade for, men da timen foran computeren bliver brugt til henholdsvis pin ball og solitaire, kan jeg ikke andet end lige at lade spørgsmålet strejfe min bevidsthed.
Ikke længe efter påskeferien fik vi af vide, at skolen har vinterferie fra d. 26. juni – d. 20. juli! Det kom rigtig meget bag på mig, da det er en virkelig lang ferie. Da vi skal hjem d. 10. August, følte jeg pludselig ikke der var magen tid tilbage på skolen, hvilket i mine øjne er en skam. Selv føler jeg, at jeg har fået min ferie gennem henholdsvis Road Trip og påskeferie, og jeg ville gerne bare arbejde den resterende tid. Allerede på højskolen havde vi luftet tanken om to forskellige jobs, men vi ville gerne vente til vi kom herned og lige var faldet til, før vi besluttede det. Men med tanken om mere ferie fra skolen, så vi det som en oplagt idé, at finde noget mere arbejde, og det fik vi mulighed for på Somerset Hospital på børneafdelingen!
Dette arbejde på hospitalet er meget anderledes end fra det vi kender på skolen. På hospitalet går vi blot rundt og leger med børnene, holder dem når de er kede, eller hjælper dem med at få mad. En af mine første dage sagde jeg til en af sygeplejerskerne, at hun bare skulle sige til hvis der var noget specielt hun havde brug for hjælp til, hvortil hun svarede: ”You just do what you do my love. Give the child some love”. Da kom jeg I tanke om, at forskellen på dette arbejde i sin enkelthed går ud på, at stimulere børnene, da sygeplejerskerne ikke altid har ressourcerne til det. En enkelt berøring over hånden, og at holde at barn tæt ind til sig mens man nynner en lille sang, eller spiller lidt bold med nogle af de ældre, gør en forskel. Og derigennem gør jeg en forskel. Kom til at tænke på, at jeg måske også skulle tage denne tanke med hen på Learn To Live. Selvom man ikke altid ser forskellen i form af faglig udvikling, så gør det alligevel noget, bare det at man er der, og giver et kram, og spørger ind til dem og viser dem den interesse og opmærksomhed som ikke nødvendigvis er en selvfølge i disse drenges liv – tvært imod. Jeg fik en mail fra en god veninde der også er volontør, og hendes ord mindede mig om, at der faktisk er en god grund til det vi gør. Hun skrev; ” det lyder bestemt som om I gør en forskel.. Du skal huske på at det ikke altid er selve stoffet og formidlingen som er i centrum med vores volontør arbejde, men snarere kultur mødet/udvekslingen”. Det syntes jeg var en rigtig fin tanke, og jeg har en håbefuld idé om, at konklusionen må være: Vi gør en forskel!
Det store farvel…
16 år siden
