Noget at kæmpe for…

Learn To Live bliver oftest omtalt som en skole for gadedrenge. Jeg er også blevet spurgt om, om der ikke går nogle piger på skolen? Hertil er svaret jo, men antallet er begrænset – og oftest er de ikke gadebørn ligesom drengene, men piger med hårde sociale vilkår. Der er kun få af pigerne i klasserne, resten af dem er i de workshops der er tilknyttet ”The Salesien Institute”.
Vi har nogle gange diskuteret, hvor hårdt det må være, at være pige på skolen. Vi kender efterhånden drengene, og de kan bestemt være hårde og stride. Det faktum, at pigerne både er et andet køn end dem, og samtidig er en minoritet på skolen, gør det bestemt ikke lettere for dem. Derfor er der også mange piger der er faldet fra, fordi det simpelthen kan være for hårdt!
Alle pigerne mødes en gang om ugen sammen med læreren fra læderværkstedet, Elisabeth, og socialrådgiveren, Margrit. Her arbejder de sammen med pigerne om sammenhold, forventninger, selvtillid og mangel på samme, samt meget meget mere! På denne måde prøver de også at skabe et bånd mellem pigerne. Et bånd der ganske enkelt er en nødvendighed blandt alle disse drenge.
For nogle uger siden spurgte Elisabeth mig om, om jeg var interesseret i at volontør på deres fire dages lange ”girls camp”. Jeg kunne sagtens se at hun var meget stolt over denne begivenhed, og hun pointerede flere gang, et dette var den første camp for piger NOGENSINDE på LTL. Jeg følte bestemt, at det var en mulighed for at få en anden vinkling af arbejdet på skolen.
Jeg var meget imponeret over al det arbejde de to lærer havde lagt i denne camp. Tirsdag d. 21. juli stod otte piger pakket og klar, og selv stod jeg som den nye pige i klassen. Pigerne havde alle en rimelig hård facade, men disse piger er meget mere end det! På lejeren havde lærerne arrangeret en masse workshops, der både skulle styrke pigernes sammenhold samt deres egen selvtillid og identitet. Bekræftelse er ikke nødvendigvis en selvfølge i deres liv, så det blev de også alle på denne tur.
Jeg kendte ikke pigerne inden vi tog på tur, men der var ingen tvivl om, at denne camp havde gjort en positiv indflydelse på dem. Selvfølgelig skete der også ting som de fik af vide ikke var okay, og en af pigerne blev sendt hjem. Men som Margrit sagde til mig, så er de (ligesom alle andre) nødt til at lære konsekvenserne af deres handlinger. Jeg syntes turen var en oplevelse, og jeg nød at pigerne åbnede sig op for mig, lærerne og hinanden, hvad enten det handlede om fremtiden eller bare var tøse-fnidder om drengene og kæresterne på skolen. Det var ligeledes en fornøjelse at se hvor glade pigerne var, og deres venlighed overfor mig og hinanden var beundringsværdig.
En af dagene da pigerne var beskæftigede, fik jeg en snak med Elisabeth. Hun var træt, men strålede nærmest idet vi snakkede om de positive hændelse der havde været og forandringer ved pigerne. Hun fortalte mig, hvor glad og lettet hun var over, at det hele var gået så godt. Hun fortalte, at dette er hendes sekstende år på Learn To Live, og at hun alle disse år inderligt havde kæmpet for at få en pige camp. Nogle gange har hun haft hold på 14 piger, og det er på netop sådan et tidspunkt, at campen skulle være – inden de begynder at falde fra. Hun har altid følt, at dette var noget at kæmpe for, men det er først nu, hvor at der er kommet ny rektor, at det er lykkedes. Pludselig kunne jeg meget bedre forstå hvorfor hun var så tilfreds, og hun var strålende glad over, at det endelig var lykkedes dem, at holde denne camp!
Det er også det drengene ofte får prædiker om til samlingerne mandag morgen. Hvis der er noget man inderligt ønsker sig, og man har noget at kæmpe for – så en kan alt ske, så længe man kæmper og ikke giver op!! Det kan godt være, at Elisabeth har kæmpet i 16. år, men det har også været det hele værd. Pigerne var glade og lagde bestemt ikke skjul på det. De mange varme knus og fine ord jeg fik, er bare et bevis på, hvor meget denne tur samt lærernes og min indsats har betydet for pigerne!

Gør jeg en forskel?

Det var først et halvt år inden jeg tog på højskole i Løgumkloster, at jeg besluttede mig 100 % for, at det var det jeg ville. Jeg må indrømme, at jeg ikke tror på tanken om, at jeg som ene person kan gå ud og redde verden, men alligevel tror jeg, at man gennem (f.eks.) volontør arbejde, kan gøre en forskel! Jeg har et par gange under vores ophold herned stillet mig selv spørgsmålet; ”gør jeg en forskel?”.
Der er bestemt nogle gange, hvor man fristes til at stille spørgsmålet. Tidspunkter hvor jeg møder i skole, og der kun er 3 drenge i klassen. Elaine sagde godt nok som noget af det første, at hendes drenge lærte bedst ved individuel undervisning, og det må man da i den grad sige at de fik, da både Anne, Elaine og jeg er i klassen! Endnu bedre bliver det så, når den plus-minus 80 år gamle volontør kommer ind i klassen, og henter to af drengene fordi de skal til panfløjte, som p.s. (ifølge os) er et af de mest irriterende instrumenter der findes – specielt i nybegynderstadiet. Da antallet så på en god dag stiger til 4, sker det en onsdag, hvor der også er en fransk volontør (som er der hver onsdag). Denne specielle onsdag har hun en anden fransk kvinde med, som er med i ny og næ. Dvs., at klassen bestod af, 4 drenge, 2 franske volontører, Elaine og sidst men ikke mindst: Anne og jeg. Næsten en hel lektion brugte vi på ”computer class” som drengene er ret glade for, men da timen foran computeren bliver brugt til henholdsvis pin ball og solitaire, kan jeg ikke andet end lige at lade spørgsmålet strejfe min bevidsthed.
Ikke længe efter påskeferien fik vi af vide, at skolen har vinterferie fra d. 26. juni – d. 20. juli! Det kom rigtig meget bag på mig, da det er en virkelig lang ferie. Da vi skal hjem d. 10. August, følte jeg pludselig ikke der var magen tid tilbage på skolen, hvilket i mine øjne er en skam. Selv føler jeg, at jeg har fået min ferie gennem henholdsvis Road Trip og påskeferie, og jeg ville gerne bare arbejde den resterende tid. Allerede på højskolen havde vi luftet tanken om to forskellige jobs, men vi ville gerne vente til vi kom herned og lige var faldet til, før vi besluttede det. Men med tanken om mere ferie fra skolen, så vi det som en oplagt idé, at finde noget mere arbejde, og det fik vi mulighed for på Somerset Hospital på børneafdelingen!
Dette arbejde på hospitalet er meget anderledes end fra det vi kender på skolen. På hospitalet går vi blot rundt og leger med børnene, holder dem når de er kede, eller hjælper dem med at få mad. En af mine første dage sagde jeg til en af sygeplejerskerne, at hun bare skulle sige til hvis der var noget specielt hun havde brug for hjælp til, hvortil hun svarede: ”You just do what you do my love. Give the child some love”. Da kom jeg I tanke om, at forskellen på dette arbejde i sin enkelthed går ud på, at stimulere børnene, da sygeplejerskerne ikke altid har ressourcerne til det. En enkelt berøring over hånden, og at holde at barn tæt ind til sig mens man nynner en lille sang, eller spiller lidt bold med nogle af de ældre, gør en forskel. Og derigennem gør jeg en forskel. Kom til at tænke på, at jeg måske også skulle tage denne tanke med hen på Learn To Live. Selvom man ikke altid ser forskellen i form af faglig udvikling, så gør det alligevel noget, bare det at man er der, og giver et kram, og spørger ind til dem og viser dem den interesse og opmærksomhed som ikke nødvendigvis er en selvfølge i disse drenges liv – tvært imod. Jeg fik en mail fra en god veninde der også er volontør, og hendes ord mindede mig om, at der faktisk er en god grund til det vi gør. Hun skrev; ” det lyder bestemt som om I gør en forskel.. Du skal huske på at det ikke altid er selve stoffet og formidlingen som er i centrum med vores volontør arbejde, men snarere kultur mødet/udvekslingen”. Det syntes jeg var en rigtig fin tanke, og jeg har en håbefuld idé om, at konklusionen må være: Vi gør en forskel!

Bedre sent end aldrig..

Inden man får set sig om, er der gået uger (ja måneder) siden sidste indlæg udkom. Jeg sætter mig ned og tænker: ”hvor blev tiden af?”, og kan på ingen tænkelig måde give mig selv et fyldestgørende svar!
Det kan være, at det er de sidste ugers aktivitet i form af arbejde, besøg fra Danmark og de sidste ”must do” –ting, der har holdt mig beskæftiget med ALT andet end blogskrivning. Det kan være min prioriteringsliste, der sjovt nok altid har noget andet på førstepladsen. Eller også er begrebet ”African Time” bare virkelig kommet ind under huden, og tanken: ”det gør jeg bare i morgen” er så ufattelig let at tænke!
Det kan sagtens være det er en god kombination af alle faktorerne, men jeg tænker ved mig selv, at det bestemt ikke er den værste ting at nedprioritere:) Og hvad er det man siger: Bedre sent end aldrig…

At springe ud i noget nyt

Det ”at springe ud i noget nyt”, er i bund og grund utrolig livsbekræftende. I kraft af at noget er nyt, er det også oftest ukendt, og med det ukendte følger spændingen om, hvad der vil ske, og hvordan det hele ender!

På min rejse som volontør i Sydafrika er jeg sprunget ud i meget nyt. For mig er det nyt, at være flyttet hjemmefra. For mig er det nyt, at være husmor. For mig er det nyt, at være SÅ lang tid væk fra dem jeg holder allermest af, både familie og venner. For mig er det nyt, at det er vinter om sommeren. For mig er det nyt, at tilpasse mig rollen som volontør og autoritær på Learn To Live. For mig er det nyt, at leve i en SÅ kontrastfyldt verden. For mig er det nyt, at kommunikationen foregår på engelsk. Og sidst men ikke mindst er det nyt for mig, at være sprunget ud i en helt anden kultur og mentalitet, end den jeg kender fra barns ben af og fra Danmark.

Når man springer ud i noget nyt, står man flere gange i en situation, hvor man kan mærke at ens personlige grænser bliver rykket. Et afsnit af vores Road Trip hed Bungy Jump. Aldrig nogen sinde er jeg SÅ bogstaveligt ”sprunget ud i noget nyt”. Som der stod skrevet i en mail jeg modtog derefter, var det et adrenalinrush af den anden verden, jeg fik udløst der! Følelsen af at være i frit fald og derfor være ”ingen steder” er helt fantastisk, og en tryghedsperson som jeg fik uden tvivl rykket nogle grænser. Jeg fik rykket endnu flere grænser på vores Road Trip under afsnittet; ”tur på hest i Lesotho”. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig hver gang det store dyr tog et skridt, fordi vi gik SÅ tæt på kanten, og i kraft af at vi var oppe i bjergene, var der meget langt ned. Dér tror jeg ikke kun mine grænser blev rykket, men også overskredet.

Den fedeste følelse er efter man er sprunget ud i noget nyt. Så opdager man, efter alt der er sket, at alting er endt godt. Så ved man, at det var det hele værd, og så kan det mærkes at vi lever!

Uhæmmet (men nødvendig) tankestrøm.

Nu har vi været i Sydafrika i tre uger. I takt med at tiden er fløjet af sted, føles det som om vi har været her i flere måneder. Selvom mit hoved for længst er mættet med nye indtryk, tanker, oplevelser og drømme i massevis, er det ikke ensbetydende med, at indtrykkene, tankerne, oplevelserne og drømmene tager en ende.
Tværtimod.

Indtryk:

Vi er efterhånden kommet ind i en hverdagsrutine, der gør, at man virkelig føler sig hjemme. Det er en skønherlig følelse! Småting som; at jeg står først op for at gå i bad, havregryn med mælk på til morgenmad, gåturen til skolen (ca. 40 min), løbeturene op og ned ad Beach Road, daglige mave- samt rygbøjninger (og vi er stolte), indkøb i Pick’n’Pay, tarmproblemer (det ønsker jeg ikke at uddybe:)), den ugentlige hovedrengøring, de evige spændende ture i minitaxierne, og sluttende vores (næsten) ugentlige besøg i Sct. George Cathedral gør, at man ikke kan andet end at føle sig hjemme, og ikke mindst godt tilpas.

Indtrykket af den sydafrikanske venlighed og det faktum, at man hilser på alt og alle, er vi også så småt ved at adoptere. Vi prøver virkelig at fitte-in, og noget der også har gjort indtryk på os, er noget vores sydafrikanske ven, Lwazi, fra højskolen sagde til os : ”enyoj every minute you have” – så det gør vi bestemt!

Tanker:

Arbejdet kommer efterhånden ind under huden, og ligeså gør drengene. Efterhånden som dagene går, indser man, at livet bestemt er andet end lutter lagkage for dem.

Jeg har netop afsluttet bogen: ”drageløberen”, der handler om en drengs barndom og opvækst. Bogen gjorde virkelig stort indtryk på mig, og der er et citat jeg specielt gerne vil fremhæve:

”Der er masser af børn i Afghanistan, men meget lidt barndom”

Måske er det at overfortolke, men jeg syntes, at denne tanke er meget rammende, og ikke mindst passende for de drenge vi arbejder med på Learn To Live. Selvom drengene i min klasse ligner nogle på syv, er de i virkeligheden tolv - femte år gamle. Dog er de tvunget til at være ældre i sindet, da de barske omgivelser og hændelser i deres tilværelse, tvinger dem fra barndommens trygge kår til gadelivets hårde realitet.

Oplevelser:

Efter en forlænget weekend oplevede vi, at en af vores drenge ikke kom i skole de to efterfølgende dage, fordi hans mor havde forbudt ham det i hendes fuldskab. Én af vores drenge har ikke været i skole de sidste par dage, fordi han går rundt i gaderne, og mandag morgen da vi mødte på arbejde, gik drengene fra at være i en tilstand af fuldstændig hyperaktivitet, til at ligge og sove på deres bænke og over bordene. Elaine fortalte os, at det uden tvivl betyder, at de er påvirket efter weekenden.

Mandag morgen så Anne og jeg også et nyt ansigt i klassen. Da jeg spurgte Elaine om han var ny, svarede hun blot nej. Det er en af hendes elever, det var bare første gang han dukkede op i dette år!

Tanker:

Alt i alt er det virkelig et spændende arbejde, der både er udfordrerne og krævende. Det er svært at kigge på en lille dreng, uden at få associationer til ordet barndom, og derfor også til sin egen barndom - som på ingen måde kan sammenlignes. Det kan også være frustrerende, når man sidder, og hjælper en af drengene med at skrive tallene fra 1 til 100, og vi så kun når til 32, fordi så er hans koncentration på grænsen til at være ikke-eksisterende! En ting er sikkert, vores tålmodighed kommer på prøveJ

Drømme:

Mellem alle disse oplevelser og indtryk som vi erfarer os om dagen i Sydafrika, forgår der også utroligt meget om natten. I hvert fald hos mig. Jeg drømmer helt ufatteligt meget. Kirstine har prøvet med massage, afslappende musik i form af Bobby Zachariae og new-age musik, men intet har helt hjulpet. Tror det er min egen lille måde at bearbejde alle de nye indtryk og oplevelser på, selvom der sjældent er den store sammenhæng mellem oplevelserne og drømmene. Få gange har jeg drømt på drengene eller noget vi har set, ellers er det komplet usammenhængende historier om bungy jump i rummet, sejlads på tømmerflåder og der var endda en nat, hvor jeg drømte om katte, og Anne vågnede af, at jeg lå og kløede hende på ryggen, hehe! I bund og grund meget underholdende, men jeg er fuldstændig rundt på gulvet, når jeg vågner om morgenen!

Dette er blot lidt af vores/mit liv og hverdag i Sydafrika. Nu håber jeg, at denne lille tankestrøm har givet lidt plads til de fremtidige indtryk. Det får jeg virkelig brug for, da vi drager ud på vores Road Trip i morgen tidlig!

"The Salesian Institute"

Vi har haft vores allerførste dag på arbejdet tirsdag d. 24 - på Learn To Live. Vi skulle alle tre møde op klokken halv ni, så vi kunne få tildelt vores klasser hver især. Learn To Live ligger lige på hjørnet af Somerset Road og en lille sidegade, Chiappin. For at komme dertil valgte vi at gå op til Main Road fra hvor vi bor (ca. 25 min gang), og derfra tage en af de (i danske øjne) rimelig alternative offentlige transportmidler, nemlig en såkaldt Minitaxi. Minitaxi’erne fungerer ved, at man stikker en hånd i vejret for at signalere, at man gerne vil med. Hvis man ikke lige var opmærksom på at den kom, skal manden med hovedet ude af vinduet nok prøve, at fange din interesse ved at råbe eller pifte. Ellers vil lyden af bilens horn gøre dig opmærksom på, at du har muligheden for et lift. Når man stiger ind siger man, hvor man gerne vil af, og betaler 2-5 rand, alt efter hvor langt man skal. Det er virkelig en oplevelse. Specielt når man kombinere de tre faktorer

1. at temperaturen er i den gode ende af 20’erne
2. at minibussen er fyldt til bristepunktet
3. at man endnu ikke er vant til den lidt uhæmmede venstresides-kørsel

- så opstår der nogle dejlige svedture, det er både sikkert og vist.

Vi ankom til Learn to Live, og blev mødt på lærerværelset af lærerne, der sad i hver deres stol. Undervisningen begynder nemlig først kl. 9, så indtil da sidder lærerne på lærerværelset, hvor der gives beskeder osv.
Vi kom ind til en kort samtale hos headmaster, hvor vi fik fortalt, at Learn to Live var ét af de fire projekter som ”The Salesian Institute” havde på dette område:

“Learn-to-Live is a project run by the Salesians of Don Busco. The Salesians are members of a religious organization that has projects for unprivileged youth and youth at risk worldwide and in all but seven African countries. In practically all the African countries the Salesian projects operate as NGO’s.”

Vi fik nogle korte beskeder om påklædning, opførsel overfor drengene, autoritetsroller osv. Vi skulle have i baghovedet, at disse drenge er gadebørn, og derfor er anderledes at håndterer i forhold til det vi muligvis har arbejdet med tidligere!
Anne og jeg er kommet i samme klasse, Elaine Brinkhuis’ klasse. Klassen består af 7 drenge i en alder af 12-15 år. Det med alderen havde jeg ALDRIG gættet. Da jeg var yngre, blev jeg altid skudt til at være ældre end jeg var pga. min højde. Med drengene er det helt modsat. Jeg ville ikke skyde én eneste af dem til at være en dag over 7 år. I DK havde vi hørt andre volontører fortælle om, hvordan drengene kommer i skole, når det passer dem – men det var nok først da jeg trådte ind i klassen, og så at der KUN sad tre drenge, at jeg forstod betydningen af det. Dog kom resten lidt senere. Elaine fortalte mig på andendagen, at man skal forvente, at drengene har sniffet lim el. taget stoffer, hvis de kommer for sent, hvilket (til tider) godt kan skabe problemer. Det gjorde det også. Selv var jeg på toilettet, men da jeg mødte Elaine på gangen, var det med en klud indsmurt i blod. Anne så lidt forskrækket ud, da jeg trådte ind i klassen, og to af drengene manglede. Eftersigende var den ene dreng gået amok på den anden, og derefter var alle drengene blevet opildnet til at blive en del af slåskampen. Elaine fortalte også, at det var vigtigt, at man på andendagen elskede dem alle ligeværdigt, også selvom sådan en ting var hændt. Men det har vi også snakket en del om på højskolen - det med ikke at favorisere, selvom nogle måske til tider opfører sig som ”a pain in the ass”. Man skal derimod ”vaske tavlen ren” og møde på arbejde open-minded.
Man hører efterhånden om drengenes baggrund, og om de ting de har været udsat for, eller selv har udsat andre for. Det kan godt være voldsomme ting. Derfor var det dejligt at se dem i rollen som ”bare” drenge, da turen gik i swimmingpoolen, som er tilknyttet skolen. Der er til tider åbent i poolen lige inden frokost i sommermånederne, hvor temperaturen snildt kan runde et par og 30.

I timerne hjælper Anne og jeg rundt i klassen, da Elaine tror på individuel undervisning i hendes klasse. Det er bestemt også den fornemmelse man har af drengene, da de fleste bedst kan lide at have ens fulde opmærksomhed. Undervisningen i vores klasse forgik første dag sådan, at vi det første modul havde ”Wiskunde” altså matematik, og sidste lektion ”Woorde” (det er en afrikaans-sproget klasse vi er i). I matematik havde drengene plus og minus stykker, og i lektionen om ord, var ordene på tavlen bl.a. mand, hat, skab osv. incl. en lille tegning til hvert ord. Som I nok kan læse jer til, er niveauet i vores klasse meget lavt, specielt deres alder taget i betragtning. Jeg kom til at tænke på hvad jeg selv beskæftigede mig med i den alder – men samtidig indså jeg, at jeg på ingen måde kan sammenligne mig med disse drenge, deres fortid eller levevilkår. Bare det faktum at de kommer i skole, er et skridt i den rigtige retning. Jeg syntes selv, at de fire projekter ”The Salesian Institute” tilbyder børn og unge med forskellige vanskeligheder, er noget helt specielt. Netop derfor glæder jeg mig til, at være en del af Learn To Live de næste seks måneder. Efter første arbejdsdag kan jeg kun glæder mig til, hvad de fremtidige vil bringe!

Dagen derpå…

Idet jeg skriver dette indlæg (19.02.09), sidder jeg i vores lejlighed dagen efter ankomsten til Cape Town. Vi har ikke engang været her i to døgn, og mit hoved er allerede fyldt til randen med nye indtryk – det er SÅ fedt. For at starte ved begyndelsen var turen herned god. Kirstine kom til Århus kl. 5 tirsdag morgen, og kørte med mor, far og jeg til Vejle, hvorfra vi skulle køre med Anne og hendes far til Hamburg. Køreturen gik helt smertefrit, og de eneste bekymringer der umiddelbart var, var spørgsmålet om, hvor meget bagagen nu egentlig vejede, og om håndbagagen var for stor osv. Det var trods alt en lidt underlig situation at skulle pakke – for hvad pakker man til et halvt år? Dog var der ingen problemer. Max vægten måtte være 23 kg, og min var 22,7 kg – så ALT var jo under kontrol:) Heldigvis har vi alle flere ting, der bare kan smides ud inden vi skal hjem, så der er masser af plads til fremtidige indkøb:)

Turne var meget lang, og vi snakkede egentlig forbavsende lidt om Sydafrika, og det vi skulle ned og opleve. Det var lidt som om, at ingen af os rigtig kunne forstå, at flyveturen faktisk var det endegyldige skridt til vores volontørophold. Til gengæld snakkede vi (som altid) om ALT både i øst og vest. Om vores evige hudproblemer, der (7-9-13) forsvinder i takt med vi får sol – please!! Om kærlighedens mange opture og mangel på samme – om de forandringer der vil ske det næste halve år, og så havde vi mange tanker om ”tid”. ”Tid” er jo i bund og grund noget mærkeligt noget. Vi snakkede om vores kommende ophold, hvor Kirstine ”kun” skal være af sted i 4 ½ måned, hvorimod Anne og jeg skal være væk et halvt år. Selvom der kun er 1 ½ måneds forskel, lyder det ene meget længere end det andet (i hvert fald i vores hoveder, hehe). Der er også det med tid, at hvis man f.eks. går og venter på noget, føles tiden altid meget lang. Men idet at noget er overstået – føles det oftest som at tiden er fløjet af sted! Vi snakkede om vores 1. skoledag i gymnasiet, hvor man bare tænkte ”puha, 3 lange år”, men nu står vi her, næsten et år efter vi er blevet studenter, og tænker: ”hvor blev tiden af?”. Derfor tror vi også om dette ophold, at tiden uden tvivl pludselig er væk. Derfor vil vi bestemt prøve at leve som sydafrikanerne, ”who enjoys the moment in contrast to the Europeans who plans the moment (citat Tony Sickle aka. vores sydafrikanske koordinatior).

Desuden finder man ud af på sådan en tur, hvor mange gode opfindelser, der faktisk er i denne verden. Jeg nævner i flæng: sudoku, godt selskab, god (og til tider intern) humor, mavebælter (man hader og elsker dem på én og samme tid), og alskens fly-grej.

I lufthavnen blev vi mødt af den berømte Tony Sickle, som er vores koordinator. Sjældent møder man en mand, der taler så meget, men det var herligt endelig at møde ham. Han er rigtig fin, og så laver han (p.s. til LK ’09)) verdens bedste imitation af Vita, hehe - det skal bare høres! Han har allerede vist os meget af Cape Town, både byen samt vores projekt, hvilket har været en fornøjelse. Resten af Sydafrika vil han vise os de kommende måneder., og man kan ikke andet end at glæde sig.

Med et sidste blik ud på ”Lions Head” (udsigten fra vores kære hjem), og en lille tanke til jer der hjemme, vil jeg nu bevæge mig mod min seng og få sovet.