Noget at kæmpe for…

Learn To Live bliver oftest omtalt som en skole for gadedrenge. Jeg er også blevet spurgt om, om der ikke går nogle piger på skolen? Hertil er svaret jo, men antallet er begrænset – og oftest er de ikke gadebørn ligesom drengene, men piger med hårde sociale vilkår. Der er kun få af pigerne i klasserne, resten af dem er i de workshops der er tilknyttet ”The Salesien Institute”.
Vi har nogle gange diskuteret, hvor hårdt det må være, at være pige på skolen. Vi kender efterhånden drengene, og de kan bestemt være hårde og stride. Det faktum, at pigerne både er et andet køn end dem, og samtidig er en minoritet på skolen, gør det bestemt ikke lettere for dem. Derfor er der også mange piger der er faldet fra, fordi det simpelthen kan være for hårdt!
Alle pigerne mødes en gang om ugen sammen med læreren fra læderværkstedet, Elisabeth, og socialrådgiveren, Margrit. Her arbejder de sammen med pigerne om sammenhold, forventninger, selvtillid og mangel på samme, samt meget meget mere! På denne måde prøver de også at skabe et bånd mellem pigerne. Et bånd der ganske enkelt er en nødvendighed blandt alle disse drenge.
For nogle uger siden spurgte Elisabeth mig om, om jeg var interesseret i at volontør på deres fire dages lange ”girls camp”. Jeg kunne sagtens se at hun var meget stolt over denne begivenhed, og hun pointerede flere gang, et dette var den første camp for piger NOGENSINDE på LTL. Jeg følte bestemt, at det var en mulighed for at få en anden vinkling af arbejdet på skolen.
Jeg var meget imponeret over al det arbejde de to lærer havde lagt i denne camp. Tirsdag d. 21. juli stod otte piger pakket og klar, og selv stod jeg som den nye pige i klassen. Pigerne havde alle en rimelig hård facade, men disse piger er meget mere end det! På lejeren havde lærerne arrangeret en masse workshops, der både skulle styrke pigernes sammenhold samt deres egen selvtillid og identitet. Bekræftelse er ikke nødvendigvis en selvfølge i deres liv, så det blev de også alle på denne tur.
Jeg kendte ikke pigerne inden vi tog på tur, men der var ingen tvivl om, at denne camp havde gjort en positiv indflydelse på dem. Selvfølgelig skete der også ting som de fik af vide ikke var okay, og en af pigerne blev sendt hjem. Men som Margrit sagde til mig, så er de (ligesom alle andre) nødt til at lære konsekvenserne af deres handlinger. Jeg syntes turen var en oplevelse, og jeg nød at pigerne åbnede sig op for mig, lærerne og hinanden, hvad enten det handlede om fremtiden eller bare var tøse-fnidder om drengene og kæresterne på skolen. Det var ligeledes en fornøjelse at se hvor glade pigerne var, og deres venlighed overfor mig og hinanden var beundringsværdig.
En af dagene da pigerne var beskæftigede, fik jeg en snak med Elisabeth. Hun var træt, men strålede nærmest idet vi snakkede om de positive hændelse der havde været og forandringer ved pigerne. Hun fortalte mig, hvor glad og lettet hun var over, at det hele var gået så godt. Hun fortalte, at dette er hendes sekstende år på Learn To Live, og at hun alle disse år inderligt havde kæmpet for at få en pige camp. Nogle gange har hun haft hold på 14 piger, og det er på netop sådan et tidspunkt, at campen skulle være – inden de begynder at falde fra. Hun har altid følt, at dette var noget at kæmpe for, men det er først nu, hvor at der er kommet ny rektor, at det er lykkedes. Pludselig kunne jeg meget bedre forstå hvorfor hun var så tilfreds, og hun var strålende glad over, at det endelig var lykkedes dem, at holde denne camp!
Det er også det drengene ofte får prædiker om til samlingerne mandag morgen. Hvis der er noget man inderligt ønsker sig, og man har noget at kæmpe for – så en kan alt ske, så længe man kæmper og ikke giver op!! Det kan godt være, at Elisabeth har kæmpet i 16. år, men det har også været det hele værd. Pigerne var glade og lagde bestemt ikke skjul på det. De mange varme knus og fine ord jeg fik, er bare et bevis på, hvor meget denne tur samt lærernes og min indsats har betydet for pigerne!