"The Salesian Institute"

Vi har haft vores allerførste dag på arbejdet tirsdag d. 24 - på Learn To Live. Vi skulle alle tre møde op klokken halv ni, så vi kunne få tildelt vores klasser hver især. Learn To Live ligger lige på hjørnet af Somerset Road og en lille sidegade, Chiappin. For at komme dertil valgte vi at gå op til Main Road fra hvor vi bor (ca. 25 min gang), og derfra tage en af de (i danske øjne) rimelig alternative offentlige transportmidler, nemlig en såkaldt Minitaxi. Minitaxi’erne fungerer ved, at man stikker en hånd i vejret for at signalere, at man gerne vil med. Hvis man ikke lige var opmærksom på at den kom, skal manden med hovedet ude af vinduet nok prøve, at fange din interesse ved at råbe eller pifte. Ellers vil lyden af bilens horn gøre dig opmærksom på, at du har muligheden for et lift. Når man stiger ind siger man, hvor man gerne vil af, og betaler 2-5 rand, alt efter hvor langt man skal. Det er virkelig en oplevelse. Specielt når man kombinere de tre faktorer

1. at temperaturen er i den gode ende af 20’erne
2. at minibussen er fyldt til bristepunktet
3. at man endnu ikke er vant til den lidt uhæmmede venstresides-kørsel

- så opstår der nogle dejlige svedture, det er både sikkert og vist.

Vi ankom til Learn to Live, og blev mødt på lærerværelset af lærerne, der sad i hver deres stol. Undervisningen begynder nemlig først kl. 9, så indtil da sidder lærerne på lærerværelset, hvor der gives beskeder osv.
Vi kom ind til en kort samtale hos headmaster, hvor vi fik fortalt, at Learn to Live var ét af de fire projekter som ”The Salesian Institute” havde på dette område:

“Learn-to-Live is a project run by the Salesians of Don Busco. The Salesians are members of a religious organization that has projects for unprivileged youth and youth at risk worldwide and in all but seven African countries. In practically all the African countries the Salesian projects operate as NGO’s.”

Vi fik nogle korte beskeder om påklædning, opførsel overfor drengene, autoritetsroller osv. Vi skulle have i baghovedet, at disse drenge er gadebørn, og derfor er anderledes at håndterer i forhold til det vi muligvis har arbejdet med tidligere!
Anne og jeg er kommet i samme klasse, Elaine Brinkhuis’ klasse. Klassen består af 7 drenge i en alder af 12-15 år. Det med alderen havde jeg ALDRIG gættet. Da jeg var yngre, blev jeg altid skudt til at være ældre end jeg var pga. min højde. Med drengene er det helt modsat. Jeg ville ikke skyde én eneste af dem til at være en dag over 7 år. I DK havde vi hørt andre volontører fortælle om, hvordan drengene kommer i skole, når det passer dem – men det var nok først da jeg trådte ind i klassen, og så at der KUN sad tre drenge, at jeg forstod betydningen af det. Dog kom resten lidt senere. Elaine fortalte mig på andendagen, at man skal forvente, at drengene har sniffet lim el. taget stoffer, hvis de kommer for sent, hvilket (til tider) godt kan skabe problemer. Det gjorde det også. Selv var jeg på toilettet, men da jeg mødte Elaine på gangen, var det med en klud indsmurt i blod. Anne så lidt forskrækket ud, da jeg trådte ind i klassen, og to af drengene manglede. Eftersigende var den ene dreng gået amok på den anden, og derefter var alle drengene blevet opildnet til at blive en del af slåskampen. Elaine fortalte også, at det var vigtigt, at man på andendagen elskede dem alle ligeværdigt, også selvom sådan en ting var hændt. Men det har vi også snakket en del om på højskolen - det med ikke at favorisere, selvom nogle måske til tider opfører sig som ”a pain in the ass”. Man skal derimod ”vaske tavlen ren” og møde på arbejde open-minded.
Man hører efterhånden om drengenes baggrund, og om de ting de har været udsat for, eller selv har udsat andre for. Det kan godt være voldsomme ting. Derfor var det dejligt at se dem i rollen som ”bare” drenge, da turen gik i swimmingpoolen, som er tilknyttet skolen. Der er til tider åbent i poolen lige inden frokost i sommermånederne, hvor temperaturen snildt kan runde et par og 30.

I timerne hjælper Anne og jeg rundt i klassen, da Elaine tror på individuel undervisning i hendes klasse. Det er bestemt også den fornemmelse man har af drengene, da de fleste bedst kan lide at have ens fulde opmærksomhed. Undervisningen i vores klasse forgik første dag sådan, at vi det første modul havde ”Wiskunde” altså matematik, og sidste lektion ”Woorde” (det er en afrikaans-sproget klasse vi er i). I matematik havde drengene plus og minus stykker, og i lektionen om ord, var ordene på tavlen bl.a. mand, hat, skab osv. incl. en lille tegning til hvert ord. Som I nok kan læse jer til, er niveauet i vores klasse meget lavt, specielt deres alder taget i betragtning. Jeg kom til at tænke på hvad jeg selv beskæftigede mig med i den alder – men samtidig indså jeg, at jeg på ingen måde kan sammenligne mig med disse drenge, deres fortid eller levevilkår. Bare det faktum at de kommer i skole, er et skridt i den rigtige retning. Jeg syntes selv, at de fire projekter ”The Salesian Institute” tilbyder børn og unge med forskellige vanskeligheder, er noget helt specielt. Netop derfor glæder jeg mig til, at være en del af Learn To Live de næste seks måneder. Efter første arbejdsdag kan jeg kun glæder mig til, hvad de fremtidige vil bringe!

Dagen derpå…

Idet jeg skriver dette indlæg (19.02.09), sidder jeg i vores lejlighed dagen efter ankomsten til Cape Town. Vi har ikke engang været her i to døgn, og mit hoved er allerede fyldt til randen med nye indtryk – det er SÅ fedt. For at starte ved begyndelsen var turen herned god. Kirstine kom til Århus kl. 5 tirsdag morgen, og kørte med mor, far og jeg til Vejle, hvorfra vi skulle køre med Anne og hendes far til Hamburg. Køreturen gik helt smertefrit, og de eneste bekymringer der umiddelbart var, var spørgsmålet om, hvor meget bagagen nu egentlig vejede, og om håndbagagen var for stor osv. Det var trods alt en lidt underlig situation at skulle pakke – for hvad pakker man til et halvt år? Dog var der ingen problemer. Max vægten måtte være 23 kg, og min var 22,7 kg – så ALT var jo under kontrol:) Heldigvis har vi alle flere ting, der bare kan smides ud inden vi skal hjem, så der er masser af plads til fremtidige indkøb:)

Turne var meget lang, og vi snakkede egentlig forbavsende lidt om Sydafrika, og det vi skulle ned og opleve. Det var lidt som om, at ingen af os rigtig kunne forstå, at flyveturen faktisk var det endegyldige skridt til vores volontørophold. Til gengæld snakkede vi (som altid) om ALT både i øst og vest. Om vores evige hudproblemer, der (7-9-13) forsvinder i takt med vi får sol – please!! Om kærlighedens mange opture og mangel på samme – om de forandringer der vil ske det næste halve år, og så havde vi mange tanker om ”tid”. ”Tid” er jo i bund og grund noget mærkeligt noget. Vi snakkede om vores kommende ophold, hvor Kirstine ”kun” skal være af sted i 4 ½ måned, hvorimod Anne og jeg skal være væk et halvt år. Selvom der kun er 1 ½ måneds forskel, lyder det ene meget længere end det andet (i hvert fald i vores hoveder, hehe). Der er også det med tid, at hvis man f.eks. går og venter på noget, føles tiden altid meget lang. Men idet at noget er overstået – føles det oftest som at tiden er fløjet af sted! Vi snakkede om vores 1. skoledag i gymnasiet, hvor man bare tænkte ”puha, 3 lange år”, men nu står vi her, næsten et år efter vi er blevet studenter, og tænker: ”hvor blev tiden af?”. Derfor tror vi også om dette ophold, at tiden uden tvivl pludselig er væk. Derfor vil vi bestemt prøve at leve som sydafrikanerne, ”who enjoys the moment in contrast to the Europeans who plans the moment (citat Tony Sickle aka. vores sydafrikanske koordinatior).

Desuden finder man ud af på sådan en tur, hvor mange gode opfindelser, der faktisk er i denne verden. Jeg nævner i flæng: sudoku, godt selskab, god (og til tider intern) humor, mavebælter (man hader og elsker dem på én og samme tid), og alskens fly-grej.

I lufthavnen blev vi mødt af den berømte Tony Sickle, som er vores koordinator. Sjældent møder man en mand, der taler så meget, men det var herligt endelig at møde ham. Han er rigtig fin, og så laver han (p.s. til LK ’09)) verdens bedste imitation af Vita, hehe - det skal bare høres! Han har allerede vist os meget af Cape Town, både byen samt vores projekt, hvilket har været en fornøjelse. Resten af Sydafrika vil han vise os de kommende måneder., og man kan ikke andet end at glæde sig.

Med et sidste blik ud på ”Lions Head” (udsigten fra vores kære hjem), og en lille tanke til jer der hjemme, vil jeg nu bevæge mig mod min seng og få sovet.

En dag tilbage..

Det er skræmmende så hurtigt tiden pludselig går!
Det er et halvt år siden jeg tog beslutningen om, at jeg ville tage et halvt år til Sydafrika (Zuid-Afrika) som frivillig arbejder. Det er en beslutning jeg bestemt ikke har fortrudt. Men i kraft af at rejsen pludselig er en realitet og at jeg ikke længere tæller måneder, uger eller dage til afgang, men tværtimod TIMER og MINUTTER, kan jeg godt mærke nervøsiteten og spændingen stiger! Jeg er fuldstændig klar over, at jeg er i gang med ”the final countdown” og at ”point off no return” for længst er passeret. Alligevel tror jeg ikke helt det er gået op for mig, hvad det næste halve år egentlig vil indebærer?! Man kan jo altid prøve at blive godt forberedt på det man går i møde, og det er jeg bestemt også blevet efter 4 uger på Løgumkloster Højskole. Vi fem volontører på skolen (3 der skal til Cape Town og 2 til Peru) blev forberedt både praktisk og mentalt gennem work-shops og foredrag om bl.a. kulturforskelle, børns udvikling, hvordan man håndterer stress og konflikter, og historier fra de varme land i form af andres erfaringer. Vi (jeg og mine to rejsebuddies, Anne & Kirstine) var endda så privilegerede at få lov til at tilbringe måneden på højskolen sammen med to skønne sydafrikanere (Lwazi & Qaqamba). Derfor har vi allerede ”smagt” lidt på kulturen og sproget – samt den livsstil de har. Den energi og livsglæde ser man sjældent, og sydafrikanerne lader ikke ét enkelt sekund gå til spilde – så det håber jeg (blandt andre ting) at adoptere.
Lige nu har jeg en lidt ambivalent følelse til turen. Jeg glæder mig helt overdrevet til at komme af sted (om 7 timer – tik tak, tik tak), men samtidig er jeg ved at falde bagover af skræk (på den fede måde). Det ”at være bange” eller at være en smule skrækslagen, skyldes nok (som tidligere nævnt) - det faktum, at jeg ikke 100 % ved hvad denne tur vil indebære – men er man ikke altid lidt bange for det ukendte?? Heldigvis er det ikke ukendt ret meget længere.
Taskerne er pakket og står klar. De er alle fyldt til bristepunktet med informationer fra højskolen, optimisme, gåpåmod, rejselyst, et åbent sind, en lille sjat hjemve og MEGET MEGET mere.
Jeg kan slet ikke vente med at komme af sted. Men der er jo også kun én dag tilbage…