Dagen derpå…

Idet jeg skriver dette indlæg (19.02.09), sidder jeg i vores lejlighed dagen efter ankomsten til Cape Town. Vi har ikke engang været her i to døgn, og mit hoved er allerede fyldt til randen med nye indtryk – det er SÅ fedt. For at starte ved begyndelsen var turen herned god. Kirstine kom til Århus kl. 5 tirsdag morgen, og kørte med mor, far og jeg til Vejle, hvorfra vi skulle køre med Anne og hendes far til Hamburg. Køreturen gik helt smertefrit, og de eneste bekymringer der umiddelbart var, var spørgsmålet om, hvor meget bagagen nu egentlig vejede, og om håndbagagen var for stor osv. Det var trods alt en lidt underlig situation at skulle pakke – for hvad pakker man til et halvt år? Dog var der ingen problemer. Max vægten måtte være 23 kg, og min var 22,7 kg – så ALT var jo under kontrol:) Heldigvis har vi alle flere ting, der bare kan smides ud inden vi skal hjem, så der er masser af plads til fremtidige indkøb:)

Turne var meget lang, og vi snakkede egentlig forbavsende lidt om Sydafrika, og det vi skulle ned og opleve. Det var lidt som om, at ingen af os rigtig kunne forstå, at flyveturen faktisk var det endegyldige skridt til vores volontørophold. Til gengæld snakkede vi (som altid) om ALT både i øst og vest. Om vores evige hudproblemer, der (7-9-13) forsvinder i takt med vi får sol – please!! Om kærlighedens mange opture og mangel på samme – om de forandringer der vil ske det næste halve år, og så havde vi mange tanker om ”tid”. ”Tid” er jo i bund og grund noget mærkeligt noget. Vi snakkede om vores kommende ophold, hvor Kirstine ”kun” skal være af sted i 4 ½ måned, hvorimod Anne og jeg skal være væk et halvt år. Selvom der kun er 1 ½ måneds forskel, lyder det ene meget længere end det andet (i hvert fald i vores hoveder, hehe). Der er også det med tid, at hvis man f.eks. går og venter på noget, føles tiden altid meget lang. Men idet at noget er overstået – føles det oftest som at tiden er fløjet af sted! Vi snakkede om vores 1. skoledag i gymnasiet, hvor man bare tænkte ”puha, 3 lange år”, men nu står vi her, næsten et år efter vi er blevet studenter, og tænker: ”hvor blev tiden af?”. Derfor tror vi også om dette ophold, at tiden uden tvivl pludselig er væk. Derfor vil vi bestemt prøve at leve som sydafrikanerne, ”who enjoys the moment in contrast to the Europeans who plans the moment (citat Tony Sickle aka. vores sydafrikanske koordinatior).

Desuden finder man ud af på sådan en tur, hvor mange gode opfindelser, der faktisk er i denne verden. Jeg nævner i flæng: sudoku, godt selskab, god (og til tider intern) humor, mavebælter (man hader og elsker dem på én og samme tid), og alskens fly-grej.

I lufthavnen blev vi mødt af den berømte Tony Sickle, som er vores koordinator. Sjældent møder man en mand, der taler så meget, men det var herligt endelig at møde ham. Han er rigtig fin, og så laver han (p.s. til LK ’09)) verdens bedste imitation af Vita, hehe - det skal bare høres! Han har allerede vist os meget af Cape Town, både byen samt vores projekt, hvilket har været en fornøjelse. Resten af Sydafrika vil han vise os de kommende måneder., og man kan ikke andet end at glæde sig.

Med et sidste blik ud på ”Lions Head” (udsigten fra vores kære hjem), og en lille tanke til jer der hjemme, vil jeg nu bevæge mig mod min seng og få sovet.